1. Beskrivelse
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik er et centralt element i EU’s overordnede mål om at fremme fred og stabilitet internt og eksternt. Denne politik bygger på samarbejde mellem medlemsstaterne om forsvar og sikkerhed og sigter mod at skabe en fælles europæisk kapacitet til at håndtere sikkerhedstrusler, kriser og konflikter. Den omfatter udvikling af både militære og civile kapaciteter, styrkelse af forsvarsindustrien og samarbejde med NATO og andre internationale partnere. Med Lissabontraktaten blev Den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (CSDP) etableret, hvilket giver EU mulighed for at gennemføre fælles militære og fredsbevarende missioner uden for EU’s grænser.
2. Overblik
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik er udformet til at styrke EU’s strategiske autonomi og sikre, at EU kan handle uafhængigt, når det er nødvendigt, samtidig med at den samarbejder tæt med sine partnere, særligt NATO. Politikken understøttes af Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) og Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), der arbejder for at fremme en konkurrencedygtig forsvarsindustri og udvikle innovative forsvarsteknologier. I 2022 vedtog EU det strategiske kompas, der fastlægger en fælles vision og konkrete mål for EU's sikkerheds- og forsvarspolitik frem til 2030.
3. Målsætninger
EU's overordnede mål inden for sikkerhed og forsvar er at beskytte EU’s borgere, fremme fred og international sikkerhed samt styrke EU’s strategiske autonomi. Dette omfatter udvikling af de nødvendige kapaciteter til at håndtere både interne og eksterne trusler og sikre, at EU kan reagere hurtigt og effektivt på kriser. Specifikke mål inkluderer at styrke EU’s kapacitet til krisestyring, udvikle fælles forsvarskapaciteter, fremme samarbejdet med NATO og sikre, at EU kan beskytte sine borgere mod nye trusler som cyberangreb og hybridkrig.
4. Kompetencetildeling
EU og medlemsstaterne deler kompetencen inden for sikkerhed og forsvar, hvilket betyder, at begge kan vedtage foranstaltninger på dette område. EU har beføjelse til at iværksætte fælles militære operationer og civile missioner samt koordinere sikkerheds- og forsvarsinitiativer mellem medlemsstaterne. Samtidig bevarer medlemsstaterne suverænitet over deres nationale forsvar og sikkerhedspolitik, men samarbejder tæt med EU under rammerne af CSDP, hvilket indebærer, at de stiller kapaciteter til rådighed for fælles operationer og gennemfører EU-beslutninger i overensstemmelse med deres egne forsvarsprioriteter. Der kan dog opstå interessekonflikter, når nationale interesser skal afvejes mod fælles EU-initiativer.
5. EU's beslutningsprocedure
Beslutningsproceduren for sikkerheds- og forsvarspolitik under artikel 42-46 i TEU er primært mellemstatslig, hvilket betyder, at beslutninger træffes af medlemsstaterne i Rådet. Her kræves der ofte enstemmighed blandt medlemsstaterne, især når det kommer til militære og sikkerhedsmæssige operationer og strategiske beslutninger, der påvirker national suverænitet. Dette sikrer, at alle medlemslande er enige, før der iværksættes fælles handlinger inden for forsvar og sikkerhed. Europa-Kommissionen spiller en begrænset rolle i denne proces, og Europa-Parlamentet har kun en rådgivende funktion og kan ikke vedtage lovgivning på området.
Den Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik ("EU's udenrigsminister")leder EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fungerer som formand for Rådet for Udenrigsanliggender, hvor relevante beslutninger drøftes. Den Høje Repræsentant støttes af EU's Udenrigstjeneste (EEAS) og har en central rolle i at koordinere mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne samt iværksætte civile og militære missioner efter Rådets godkendelse. For specifikke samarbejdsprojekter mellem medlemsstaterne kan Permanent Structured Cooperation (PESCO) anvendes, hvilket gør det muligt for en gruppe medlemsstater at styrke deres forsvarskapaciteter uden krav om deltagelse fra hele EU.
6. Retsgrundlag
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik er forankret i traktaterne, særligt i artiklerne 42-46 i TEU, som fastlægger rammerne for Den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (CSDP). Artikel 42 TEU omfatter bestemmelser om fælles forsvarskapaciteter og militære missioner, mens artikel 346 i TEUF tillader medlemsstaterne at beskytte væsentlige sikkerhedsinteresser, f.eks. ved forsvarsindkøb. Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) fremmer samarbejde om forsvarsforskning og kapacitetsudvikling, mens PESCO gør det muligt for interesserede medlemsstater at samarbejde tættere om fælles forsvarsprojekter. Dette retsgrundlag gør det muligt for EU at fremme strategisk autonomi og sikre en koordineret indsats på tværs af medlemslandenes sikkerheds- og forsvarspolitik.
